Her udbydes en liebhaverejendom, hvor den kommende ejer kan se frem til sit helt eget private naturreservat på 17 hektar midt i Vinding. Arealet er bevaret så naturligt og uberørt som overhovedet muligt og fungerer som en fuldstændig ugenert, rekreativ oase. Det kuperede landskab folder sig ud med skove, åbne enge og et rigt dyreliv. Midt i terrænet ligger en smuk, idyllisk sø, hvor stikket kan trækkes, fiskestangen luftes eller blot nyde stilheden, alt imens hverdagens bekvemmeligheder og Vejles pulserende byliv venter lige på den anden side af matriklen.
Ved ankomst til ejendommen, ledes tankerne hen på en klassisk dansk gård - og det er netop hvad denne ejendom er. Ejendommen har rødder tilbage til 1640 og det nuværende stuehus er opført i 1877 og har igennem årene bl.a. fungeret som præstegård. Den store gårdsplads, de smukke rødmalede facader med hvide gesimser og de stråtækte tage, som er løbende fornyet, fuldender det historiske udtryk.
Også indvendigt er ejendommen nænsomt restaureret i stedets oprindelige ånd, men opdateret til absolut topklasse. Her er tænkt på alle moderne bekvemmeligheder, hvilket blandt andet kommer til udtryk i specialfremstillede træ/alu vinduer, der er skabt ud fra de gamle skabeloner med den karakteristiske buede overkarm, et fremtidssikret IHC-elsystem samt behagelig gulvvarme i store dele af ejendommen.
Stuehuset fordeler sig over to plan og byder på et stilrent landkøkken og fantastiske opholdsstuer med smukke trægulve, klassiske fyldningsdøre og hyggelig pejs. På førstesalen understreger de synlige loftsbjælker og unikke plankegulve sjælen i huset. Her finder man blandt andet 2 badeværelser, der emmer af klassisk luksus, 3 værelser og forældreafdeling med walk-In closet. Huset rummer i alt 6 værelser, 3 badeværelser, køkken/alrum, to stuer en suite og praktiks bryggers.
Hvor stuehuset emmer af sjæl og komfort, fremstår de restaurerede sidebygninger med utallige anvendelsesmuligheder. Den ene sidebygning er indrettet som en stor garage/værksted i professionel kvalitet med en imponerende loftshøjde. For at sikre de optimale rammer er rummet udstyret med Troldtekt-lofter for en perfekt akustik og gulvvarmesystem opdelt i fire zoner, hvilket gør det nemt at ændre rummets funktion i fremtiden. I forlængelse heraf er der desuden indrettet et mindre træningsrum.
Den anden sidebygning tilfører ejendommen en fantastisk fleksibilitet og åbner for et væld af anvendelsesmuligheder, hvad enten drømmen er liberalt erhverv, kreative atelierer eller imponerende gæste- og hobbyfaciliteter. Bygningen rummer en lade samt to store, særskilte afdelinger, der hver især er funktionelt indrettet med eget badeværelse, køkkenfaciliteter og flere store, alsidige og disponible rum.
Ejendommen giver også gode muligheder for hesteentusiasten med indhegnede folde, og en stald med to hestebokse, samt en løsdrift og en Longeringscirkel til træning. Dette er med andre ord en sjælden udbudt liebhaverejendom i absolut særklasse, hvor drømmen om det frie liv på landet og byens mange muligheder smelter sammen i én perfekt kulisse.
R903
Nørrebrogade 5A
7100 Vejle