På Sejersmosevej 3 ankommer I ad en smuk allé med ældre træer, der straks skaber en stemning af idyl og landlig ro. Allerede her fornemmer man rammerne for en ejendom med sjæl og potentiale. Bilen parkeres i den hyggelige gårdsplads, hvorfra der er adgang til både stuehus og de tilhørende staldbygninger.
Stuehuset
Boligen byder indenfor i en entré med trappe til førstesalen. Herfra er der adgang til badeværelse med bruseniche, soveværelse med skabsvæg, køkken og stue.
Køkkenet er indrettet med grå skabslåger og spiseplads og har åben forbindelse til stuen, hvor der er plads til både sofaarrangement og stort spisebord. Fra stuen er der adgang til en lys udestue, som forlænger opholdsrummet ud mod haven.
På førstesalen findes en stor repos med dejligt lysindfald og udsigt fra kvistene. Her er desuden tre værelser og et toilet – med mulighed for at etablere endnu et badeværelse. Det skal forventes, at der er behov for en større renovering af førstesalen.
Fra ejendommen er der desuden adgang til en kælder med plads til vaskefaciliteter og opbevaring.
Udearealer og driftsbygninger
Til ejendommen hører to længer: den ene er indrettet med stald med fire bokse, mens den anden anvendes til opbevaring. Derudover byder grunden på flere folde, en have med store gamle træer og masser af plads til både hobby og fritid.
Beliggenhed
Ejendommen ligger blot få minutter fra den hyggelige by Gadbjerg, hvor der findes indkøbsmuligheder, fritidsaktiviteter, skole, børnehave og et aktivt foreningsliv. For dem, der ønsker nem adgang til større byer, kan både Give, Billund og Vejle nås på 10-20 minutters kørsel.
Kort sagt
Her får I en landejendom med charme, atmosfære og en fantastisk beliggenhed – men som samtidig er et renoveringsprojekt, hvor I kan sætte jeres eget præg og skabe drømmeboligen på landet.