Velkommen til Plantagevej 42 i det attraktive Snoghøj – en velholdt og løbende moderniseret villa med en fantastisk beliggenhed tæt på Lillebælt, stranden og naturskønne omgivelser. Her bor I i et roligt og eftertragtet område med kort afstand til vandet, stisystemer og mulighed for en morgendukkert fra grundejerforeningens egen badebro. Samtidig er der nem adgang til både skole, indkøb, daginstitutioner, motorvej og Fredericia centrum.
Boligen har den moderne 80’er-stemning og rummer 154 m2 bolig samt 78 m2 kælder i flot boligkvalitet. Huset er løbende moderniseret med blandt andet Hanstholm-køkken fra 2009, badeværelse i kælder fra 2020, renoveret bryggers fra 2021, badeværelse i stueplan fra 2022 samt nyt tag fra 2024.
Planløsningen er særdeles attraktiv til familien med et åbent opholdsmiljø, hvor køkken, alrum og stue samles naturligt. Store vinduespartier giver et skønt lysindfald og flot kig til haven, og fra stuen er der direkte udgang til en overdækket terrasse på 22 m2. Herudover byder boligen på soveværelse med walk-in closet (tidligere værelse), to børneværelser, flot badeværelse samt gæstetoilet. Kælderen fremstår i rigtig flot boligkvalitet og byder på badeværelse, bryggers, vaskerum samt flere disponible rum med mange anvendelsesmuligheder – perfekt til hobbyrum, hjemmekontor, teenagerafdeling eller opbevaring.
Udendørs får I en dejlig og velanlagt have med flere skønne terrassemiljøer, hvor solen kan nydes hele dagen. Haven fremstår utrolig flot og velplejet med smukke beplantninger og store rhododendron, som skaber en særlig stemning og farverig haveoplevelse gennem sæsonen. Her får I både grønne omgivelser, god privathed og masser af plads til afslapning og familieliv. Til ejendommen hører desuden en stor carport på 46 m2 med integreret udhus, som giver gode opbevaringsmuligheder til både bil, cykler og værksted.