Denne lejlighed har gulvvarme og egen Carport
På Alrøesvej 3A får du en sjældent attraktiv beliggenhed, hvor naturen bogstaveligt talt starter lige uden for døren. Her bor du i gåafstand til nogle af områdets smukkeste omgivelser med Dyreskoven, Albuen og Vejle Fjord som nærmeste naboer – perfekte rammer for gåture, løb, badeture og rolige stunder året rundt. Samtidig er du kun få minutters kørsel fra Vejle centrum med caféer, shopping og kulturliv.
Ejerlejligheden er opført i 2002 og byder på 102 veludnyttede kvadratmeter med en moderne og indflytningsklar indretning. Allerede i den rummelige entré fornemmer man lys og luft, som leder videre ind i det åbne køkken-alrum. Det lyse køkken er både funktionelt og stilrent og ligger i direkte forbindelse med alrummet, hvor der er god plads til både spisebord og samvær.
Stuen er et skønt opholdsrum med store vinduespartier, der lukker naturen og det smukke lys helt ind. Her kan du nyde udsigten og den rolige atmosfære, som beliggenheden giver. Alrum og stue forbindes elegant af en ny, indbygget brændeovn fra 2024 med indkig fra begge sider – et naturligt samlingspunkt, der skaber varme og hygge på kølige dage.
Boligen rummer desuden et dejligt soveværelse med walk-in-closet samt et ekstra værelse, der kan anvendes som børneværelse, gæsteværelse eller hjemmekontor. Badeværelset er pænt og funktionelt indrettet med bruseniche, og der er desuden et praktisk bryggers med vaskesøjle.
En af lejlighedens helt store kvaliteter er den rummelige terrasse, hvor du kan nyde udsigten over Vejle Fjord og den omkringliggende natur. Her er der plads til både afslapning og hyggelige sammenkomster, mens årstidernes skiften kan nydes i fulde drag.
Kort sagt en bolig for dig, der drømmer om at bo i rolige, naturskønne omgivelser tæt på skov, fjord og strand – uden at give afkald på byens bekvemmeligheder.