Højvangsallé 11 er en af den slags ejendomme, der sjældent kommer til salg. En smuk murermestervilla oprindeligt fra 1927, der med respekt for villaens oprindelige arkitektur er moderniseret og udbygget. Her går klassisk arkitektur, moderne komfort og en helt enestående beliggenhed op i en højere enhed. Ejendommen ligger som en privat oase i overgangen mellem villakvarteret og det åbne landskab – helt ugeneret og med en udsigt, der ganske enkelt er svær at konkurrere med.
Her får I ikke bare én udsigt, men forskellige kig fra hele tre sider af ejendommen. Mod fjorden åbner landskabet sig, mens skov, marker og Horsens by danner et levende panorama i og omkring huset. Fra soveværelset kan dagen begynde med den smukkeste udsigt over fjorden, og gennem husets mange vinduer trækkes naturen helt ind i boligen. Det er en beliggenhed, hvor årstidernes skiften og naturens liv bliver en del af hverdagen.
Boligen emmer af sjæl og personlighed. De klassiske murermesterdetaljer med plankegulve, franske døre, karnapper, sprossede vinduer og gennemmurede vægge spiller smukt sammen med den moderne tilbygning, rå vandskurede overflader, flotte granitklinker og et fantastisk lysindfald. Blikket skal også falde på den rustne kunstner-væg i entréen, som skaber et helt unikt look. Her er skabt en bolig med en sjælden varme og atmosfære, samtidig med at moderne komfort er tænkt ind med bl.a. to flotte badeværelser, gulvvarme i hele stueetagen (foruden entréen) samt luft-til-vand-varmepumpe, således har boligen opnået et flot energimærke B.
Den store grund på hele 1.471 m2 giver plads omkring huset og understreger følelsen af frihed og privatliv. Frodig beplantning, store græsarealer og flere gode opholdssteder skaber en naturlig forlængelse af boligen. Hertil kommer carport samt et stort, isoleret udhus med varme – oplagt til hobby, værksted eller familiens pladskrævende interesser.
Beliggenheden er ganske enkelt unik. Trods følelsen af at bo frit og midt i naturen er der kun kort gåafstand til bl.a. Højvangsskolen, daginstitutioner og hverdagslivets øvrige faciliteter. Samtidig er fjord med badebro og skoven helt tæt på ligesom Horsens by nås nemt.
En sjælden kombination af historie, charme, moderne komfort, privatliv og natur - krydret med en beliggenhed og udsigt der skal og må opleves.