Super velholdt 1-plans villa med kæmpe dobbelt garage - klar til indflytning - med et boligareal på 145 m2 fordelt på 4 værelser, kæmpe alrum, stor stue, 2 badeværelser, entre og bryggers.
Villaen er opført i år 2000 og suppleret af en muret dobbeltgarage på hele 87 m2 i 2004. Ud over plads til biler i garagen - er her også indrettet to disponible rum, der kan bruges til separat kontor eller træningsrum alt efter behov. Mellem boligen og garagen er der overdækket - så du kan gå tørskoet mellem bygningerne.
Indendørs imponerer hjemmet med et dejligt stort køkken-alrum, der er i åben forbindelse med stuen, et arrangement, som gør det muligt at invitere større selskaber indenfor, da der er rigeligt med plads til opstilling af spisebord og socialt samvær. Både køkken og bryggers er renoveret i 2017, og er udstyret med moderne inventar fra Vordingborg. Køkkenet fremstår funktionelt med kogeø, skuf i skuf, smart stikkontakt boks i bordpladen mm. Her er tilmed udgang til stor sydvendt terrasse. Boligen er indrettet med en forældreafdeling med eget badeværelse samt 3 værelser og endnu en entre med adgang til nr. 2 badeværelse. Fra entreen/gangen er der udgang til baghaven - som indbyder til et hyggemiljø uden lige med overdækket terrasse, bålsted og plads til isbad eller spa - alt efter hvad man er til. Lysindfaldet i hele villaen er bemærkelsesværdigt og skaber en behagelig atmosfære. Her er flotte trægulve, lyse klinker og hvide, massive døre, der gennem hele hjemmet bidrager til et stilfuldt og sammenhængende udtryk.
Udenfor bliver boligen fuldendt med et fantastisk havemiljø, hvilket er et ideelt sted for afslapning og samvær. De forskellige terrasser tilbyder alsidige muligheder for ophold, ligegyldigt om du vil nyde solens varme stråler eller finde en skyggefuld plet på den lukkede grund. Ejendommen er med separeret kloaksystem og forsynes med fjernvarme. Det moderne liv understøttes yderligere af tilgængelig fiber og kablet internet.
Ejendommen ligger trygt og godt i populært, børnevenligt kvarter med lukkede stisystemer til skole, sport, indkøb og ikke mindst skov og natur. Fra Gedved er der kort afstand til Horsens samt få minutters kørsel til motorvejsnettet.