Naturskønt beliggende landejendom på Vestmøn – tæt på skov og Østersø
På det smukke og naturskønne Vestmøn, tæt ved Fanefjord Skov og Østersøens kyst, ligger denne charmerende landejendom ugeneret og fredeligt med et imponerende grundareal på hele 26.321 m2. Her får du ro, udsigt og masser af plads – både inde og ude.
Grunden er anlagt med græsmark, smukke piletræer og åbne vidder, der giver en skøn udsigt over det omkringliggende landskab. De mange kvadratmeter åbner for et væld af muligheder, herunder etablering af selvforsynende have, mindre dyrehold eller blot masser af plads til natur og fritid.
Ejendommen består af et solidt stuehus opført i røde mursten med termovinduer og klassisk tegltag. Opvarmning sker via oliefyr. Stuehuset byder på en indbydende entré med trappe til 1. sal. Køkkenet har forbindelse til spisestuen, hvorfra der er udsigt over landskabet og direkte adgang til en hyggelig havestue, der forlænger sæsonen i både forår og efterår.
Fra køkkenet er der adgang til gangareal og badeværelse med bruseniche og gulvvarme. Derudover rummer stueplan en rummelig opholdsstue med brændeovn samt et soveværelse.
På førstesalen finder du en møblerbar repos, to værelser samt et stort og stemningsfuldt soveværelse med trægulve.
Haven omkring stuehuset byder på frugttræer og et grønt, naturligt udtryk. Sammen med det store grundareal giver dette ideelle rammer for et liv tæt på naturen.
Den vinkelbyggede staldlænge er gedigen og yderst anvendelig. Her er i dag indrettet værksted, stald, disponible rum, garage samt uudnyttet loft, hvilket giver mange anvendelsesmuligheder – hobby, erhverv eller dyrehold. Dertil kommer ældre udhuse, hønsehuse samt en maskinlade med plads til den lille traktor.
Mellem stuehuset og staldlængen findes et hyggeligt og afskærmet gårdmiljø, som indbyder til udeliv og samvær.
Ejendommen ligger fredeligt og naturskønt med gode muligheder for, at en kommende ejer kan sætte sit helt eget præg – både på indretning, udnyttelse og de smukke omgivelser.
RealMæglerne Ryberg & Thorsbro fremviser alle ugens dage. Kontakt os på telefon 72170772 for en aftale om fremvisning.
Storegade 23
4780 Stege