Kom med til et skønt sted mellem Langebæk og Mern på Sydsjælland, hvor denne stemningsfulde ejendom ligger klos op ad skov og marker. Der er tale om en charmerende og velholdt villa fra 1827, som byder på masser af plads og gode indretningsmuligheder.
Huset er desuden udstyret med et nyere oliefyr. Med bopæl på denne adresse får I glæde af naturen hver eneste dag. Baghaven grænser op til folde med græssende dyr samt marker og skove, og I kan nyde udsigten over landskabet både inde og ude. Overfor huset på den anden side af vejen er der tæt skov, hvilket bidrager yderligere til følelsen af at bo midt i naturen. Samtidig er der kort afstand til hverdagens bekvemmeligheder i de omkringliggende byer, heriblandt i Stensved med Rema1000 og Netto, og der er også gode busforbindelser til Stege og Vordingborg.
Villaen emmer af historisk charme med sprossevinduer og tagkviste. En carport er integreret med huset i den ene ende, og i den anden ende er der anlagt en overdækket terrasse. I bemærker også straks drivhuset i haven. Haven består endvidere af en rig variation af buske, bede og træer, der virkelig kommer til deres ret i sommermånederne, hvor også forskellige fuglearter lægger vejen forbi.
Inde i boligen fortsætter den stemningsfulde atmosfære, ligesom lyset følger med. En stor vinkelstue udgør det primære opholdsrum, hvor I nemt kan indrette hyggelige sektioner med spisebord og bløde møbler omkring brændeovnen. Køkkenet støder til stuen, og her er der rum til en spiseplads. Det resterende boligareal i stueetagen er afsat til to værelser, et badeværelse og to disponible rum, hvoraf det ene har to udgange til henholdsvis haven og carporten. Fra carporten er der også adgang til et skur.
Endelig supplerer førstesalen med yderligere to store værelser.
Adelgade 44
4720 Præstø