I Ørslev ligger denne villa, som nu kan blive jeres. Huset byder på 167 m2, der fordeler sig over halvandet plan med en særdeles veldisponeret indretning. Beliggenheden er på en lukket vej i et roligt parcelhusområde med kort afstand til både hverdagens gøremål og grønne områder. Nemt til daginstitution, skole, off. ladestander, bus med halv times drift til Præstø og Vordingborg og 4 min. i bil til motorvej.
Ved ankomst mødes I af en flisebelagt indkørsel med adgang til garagen, et tilhørende disponibelt rum samt skur. Fra garagen er der direkte adgang til terrassen og den ugenerede have, hvor der både er åbne og overdækkede terrasseområder, så I får de perfekte rammer, når I opholder jer udendørs. Haven er smuk og velanlagt med græsplæne, afgrænsede bede, blomster, buske og træer, som tilsammen skaber dejlige omgivelser at nyde tiden i.
Indenfor byder stueplan på en funktionel planløsning med entré, der fører jer til køkkenet, som ligger i forbindelse med alrummet, der danner husets naturlige samlingspunkt. Herfra er der adgang til både stuen og den overdækkede terrasse. I tilknytning til køkkenet findes et bryggers med udgang til haven, hvilket giver en praktisk hverdag med gode opbevarings- og vaskemuligheder. Stueetagen afrundes af to regulære værelser samt et badeværelse med bruseniche. På førstesalen findes endnu en stue med god plads til ophold og eventuelt kontor- eller aktivitetsområde. Herudover rummer etagen et badeværelse og et soveværelse med udgang til altan. Det er desuden værd at bemærke, at huset opvarmes via en træpilleovn og en luft-til-luft-varmepumpe, hvilket giver en økonomisk og fleksibel energiløsning.
Ejendommen ligger i den lille landsby Ørslev, hvor der er et aktivt lokalmiljø med fodboldklub, spisesteder og dagligvarebutik. Området er omgivet af natur, og der er kun cirka fire kilometer til købstaden Vordingborg, hvor I finder et bredt udvalg af butikker, skoler, uddannelse og øvrige byfaciliteter.
Adelgade 44
4720 Præstø