I naturskønne omgivelser ved Roneklint ligger dette indbydende fritidshus, som er blevet gennemrenoveret i 2024. Huset er således lige til at overtage, og I kan se frem til to værelser, et badeværelse med bruseniche samt et stort, åbent opholdsrum. Hertil hører en herlig have med masser af gammel beplantning, og frem for alt vil I elske nærheden til stranden og skoven nær Præstø.
Glæd jer til ferierne her blot få hundrede meter fra vandet, sandstranden og den kystnære natur ved Roneklint. Til den ene side breder store skove sig langs kysten på Jungshoved, mens I til den anden side når Præstø efter få kilometer. Præstø er en stemningsfuld kystby på Sydsjælland, der bærer på en rig kulturhistorie og byder på mange oplevelser og festlige begivenheder. Beliggenheden ved vandet har også givet anledning til et livligt havnemiljø med lystbåde, sejlklub, caféer og ishus.
Det er et flot fritidshus, der møder jer på adressen. Takket være grundige renoveringer er der tale om et indflytningsklart hus, hvor I kan holde dejlige ferier fra dag ét og hele året rundt. Huset er udstyret med en luft-til-luft-varmepumpe og en træpilleovn.
I træder direkte ind i det store opholdsrum, hvor køkken, stuer og entré er forenet. Læg mærke til det smukke gulv i sildebensmønster og de gennemgående lysindfald, der sammen med et tidssvarende køkken bidrager til den behagelige atmosfære.
Dernæst kan I se frem til at indrette to regulære værelser, som er placeret i hvert hjørne af huset. På badeværelset er der også fine forhold, da det er udstyret med ovenlysvindue og glasbruseniche, og der er blevet plads til vaskefaciliteter.
Alt i alt er der skønne timer i vente her, hvad angår både bolig og beliggenhed.
Adelgade 44
4720 Præstø