Livet får fredfyldte betingelser her på adressen, hvor I skal stifte bekendtskab med 126 kvadratmeter bolig, et stort udhus med blandt andet gildesal samt en dejlig have med frugt, bær og deslige. Matriklen ligger i Marslevs billedskønne omgivelser mellem større byer, såsom Odense og Kerteminde.
Bilen triller ind i indkørslen, og straks er der et smil på læben. Jeres øjne fæstner sig nemlig ved et charmerende hus fra 1800, der tilmed er hulmursisoleret i 2023 og fik isoleret loftet i 2024. Ved siden af huset står en genial udbygning, der rummer en gildesal med brændeovn, værksted og vaskehus, og I kan derfor allerede nu vide jer sikre på, at tilværelsen på landet får de bedste vilkår.
Inden turen går indenfor, må I først på en havevandring, der tager jer omkring æbletræer på rad og række, rubinrøde ribs og smagfulde solbær på den 2.505 kvadratmeter store grund, som naturligvis også er anlagt med en fantastisk træterrasse med de helt rigtige solforhold.
Indenfor møder I et lige dele hyggeligt og indbydende hjem, der i stueplan fordeler sig over køkken, stue, værelse, badeværelse og entré. Synlige loftsbjælker, hvælvingen og de sprossede vinduespartier sætter stemningen, som i den grad må siges at være charmerende. På førstesalen får I fornøjelsen af endnu to værelser, hvorfra udsigten er særligt herlig.
Der er højt til himlen, masser af frisk luft og et rigt dyreliv på disse kanter, og beliggenheden bejler derfor til jer, der vil væk fra byens stress og jag. En kort køretur på tre kilometer forbinder jer til Nymarkshuse, hvor I finder skole, børnehus og idrætsfaciliteter. Ikke langt derfra klarer I desuden indkøbsturene, og til motorvejen er der små syv kilometer.
Lyder det som noget for jer? Så kontakt os for en fremvisning.