I naturskønne og fredelige omgivelser tæt på Grønhøj Strand finder du dette stilfulde kvalitetssommerhus, hvor luksus, komfort og hyggeligt samvær går op i en højere enhed. Huset fremstår moderne og gennemtænkt, og danner de perfekte rammer for ferier med familie og venner.
Boligens naturlige samlingspunkt er det store opholdsrum, hvor køkken, spiseplads og stue er integreret i én åben og indbydende løsning. De store vinduespartier og ovenlysvinduer giver et skønt lysindfald og skaber en let og luftig atmosfære, mens terrassedørene forbinder inde- og udeliv på bedste vis.
Sommerhuset rummer fire gode værelser alle med skabsplads samt to lækre badeværelser, hvilket giver god plads til hele familien.
Et ekstra aktiv er det tilhørende anneks, som er indrettet som aktivitetsrum med blandt andet poolbord – perfekt til både børn og voksne. Hertil findes også indbygget skur.
Udendørs venter en stor syd-østvendt træterrasse, hvor solen kan nydes fra morgen til aften. Her finder du også udendørs spabad under åben himmel – en luksuriøs detalje, der fuldender ferieoplevelsen. Den rummelige grund sikrer samtidig privatliv og rolige rammer midt i den smukke nordjyske natur.