Drømmer du om ro, nærvær og skønne sommerdage i smukke omgivelser? Så byder dette velholdte sommerhus, opført i 1981 og nænsomt passet på af samme ejer lige siden, dig velkommen med åbne arme. Et charmerende hus med den helt rigtige stemning og atmosfære – det er her, ferieminderne venter på at blive skabt.
Huset ligger fredeligt i det eftertragtede sommerhusområde Trend, kun få minutters gang fra en af Vesthimmerlands mest børnevenlige strande. Området er kendt for sin lange, lavvandede strand, den friske luft, det rige dyre- og planteliv – og som en populær destination for windsurfere året rundt.
Den dejlige have byder på små hyggelige kroge, flere terrasser – nogle overdækkede og med læ – perfekt til både solrige eftermiddage og lune aftener under stjernerne. Her kan du finde roen, nyde et glas vin og bare være til.
Huset er funktionelt indrettet med:
Entré
Lyst og moderniseret badeværelse med gulvvarme, bruser, vaskemaskine, toilet og skabe
Soveværelse med skabe og to ekstra værelser med køjesenge – ideelt til børn eller gæster
Åbent og opdateret køkken i forbindelse med stuen, hvor brændeovn og varmepumpe sikrer varme og hygge året rundt
Direkte udgang fra stuen til overdækket terrasse med kig til fjorden og den frodige have
Til huset hører også flere praktiske udbygninger, som giver gode opbevarings- eller hobby-muligheder, og med installeret fibernet er huset lige så velegnet til fjernarbejde som til afslapning.
Trend byder på det hele – fra Trend Camping, kro og Put & Take-sø, til kort afstand til Landal Feriecenter, hvor badeland, legeland og minigolf er blandt de mange aktiviteter for hele familien. Og med byer som Løgstør, Farsø og Aars inden for kort køreafstand, har du nem adgang til indkøb og spisesteder.
Uanset om du leder efter et fristed til weekender og ferier eller overvejer et helårsanvendeligt sommerhus, så er dette hus et besøg værd.