På Truenbrovej 26 i Avnbøl finder I denne gennemrenoverede og indflytningsklare 1-plansvilla med en skøn udsigt til åbne marker. Her får I en bolig, hvor der er tænkt over detaljerne, og hvor både indretning og materialevalg skaber en moderne og indbydende ramme om hverdagen. Tilstandsrapport og elinstallationsrapport foreligger uden anmærkninger, så her kan I flytte direkte ind med ro i maven.
Boligen byder på en rigtig god og funktionel planløsning, som gør huset ideelt til både singlen, den lille familie eller senioren, der ønsker en overskuelig og velindrettet bolig.
Indvendigt træder man ind i en lys entré, som fungerer som fordelergang til husets rum. Herfra åbner boligen sig op til den store og indbydende stue med loft til kip og et fantastisk lysindfald, der skaber en skøn rummelighed og atmosfære. Stuen giver god plads til både spiseafdeling og sofaarrangement, og herfra er der direkte udgang til et rummeligt glasoverdækket uderum, hvor sæsonen kan forlænges langt ud på året. Uderummet kan indrettes præcis efter behov – hvad enten drømmen er et hyggeligt terrassemiljø, et frodigt drivhus eller noget helt tredje.
Fra entréen er der adgang til det moderne og lyse køkken, som fremstår både stilrent og funktionelt. I praktisk forlængelse af køkkenet ligger det rummelige bryggers med plads til vaskefaciliteter og god opbevaringsplads.
Huset rummer desuden tre gode værelser og boligen fuldendes af et moderne og lyst badeværelse med bruseniche.
Udendørs får I en dejlig og overskuelig have, som er nem at holde, samt et praktisk udhus og en god indkørsel med fine parkeringsmuligheder.
Beliggenheden i Avnbøl giver jer udsigt til åbne marker, samtidig med at I har kort afstand til Sønderborg og områdets øvrige større byer. Her er gode muligheder for pendleren med nem adgang til både motorvejsnet og hverdagens nødvendigheder, mens naturen og det rolige landsbymiljø er lige uden for døren.