Skovene, søerne og Sorøs hyggelige bymidte – det hele er inden for bekvem rækkevidde, når man bor på Holbækvej 92. Netop her kan I nu overtage denne klassiske rødstensvilla, der byder på tre etager, inklusiv kælder. Ude venter der jer en ugeneret baghave, og der medfølger tillige en muret garage.
Ejendommen er opført i 1933, og den vil med sikkerhed tiltale jer, der holder af traditionel, dansk arkitektur. Den røde murstensfacade får følgeskab af hvide dannebrogsvinduer, og det charmerende udtryk fuldendes af det halvvalmede tag i røde teglsten. Som et energivenligt plus skal det i øvrigt nævnes, at huset opvarmes via fjernvarme.
Indenfor får I 137 boligkvadratmeter til rådighed, og de er funktionelt fordelt. Stueetagen er indrettet med et stort spisekøkken og to stuer en suite, og der er hertil et bryggers med trappe til kælderen. Førstesalen er udnyttet til to rummelige værelser og et hvidt flisebadeværelse med brus.
I køkkenet er der morgensol, mens eftermiddags- og aftensolen oplyser stuerne. Begge stuer er regulære og velproportionerede, og den ene kan med fordel inddrages til værelse, såfremt I får brug for et tredje.
Kælderen føjer yderligere 76 kvadratmeter til huset, og den indeholder et vaskerum og fire disponible rum med fine opbevaringsmuligheder.
Baghaven er anlagt med græsplæne, frodig randbeplantning og forskellige træer, og ejendommen har også en solrig forhave. Den tilhørende garage er på 48 kvadratmeter, og der kan oplagt etableres værksted.
Villaen ligger i et eftertragtet kvarter – i kort afstand til såvel skole som daginstitutioner og indkøb. Via områdets stisystemer har I let adgang til centrum og til Sorøs naturskønne åndehuller, og pendleren tilgodeses med nem forbindelse til motorvejen.