Skulle man vove en kortfattet beskrivelse af denne herskabsvilla i Virum, kunne man sige, at det er en unik ejendom, der virkelig gør indtryk. Men det vil være synd at stoppe dér. Villaens betagende stemning suppleres af fornuftige opdateringer, så tidløse dyder som lys og plads hviler på et fundament af moderne komfort. I sig selv tilbyder huset hele 344 anvendelige etagemeter, og udeområderne imponerer med en stor, næsten parklignende have. Endnu vigtigere er det, at ejendommen ligger fremragende i Virum, i Skovridergaardskvarteret, som grænser op til Geel Skov.
Et kig på kvarteret demonstrerer straks, hvorfor netop dette nabolag hører til områdets mest populære. Vejen er lukket og fredelig, og mens I har 150 meter til skovbrynet i nord, er der også kun få hundrede meter til S-togsstationen i bymidten i syd. Lokalt finder I en god folkeskole og ligeledes et godt gymnasium, og med dagtilbud samt indkøbsmuligheder i nærheden er der ikke noget, I kommer til at mangle i dagligdagen. Endnu bedre er det, at I hurtigt kan komme omkring i Storkøbenhavn, ligesom lufthavnen er nået på under en time med offentlig transport. Kollemosen og Furesø ligger desuden i nærheden, og på nabovænget ligger den lokale Skovridergaardens Tennisklub.
Den klassiske patriciervilla præsenterer sig smukt med røde murstensfacader, småsprossede vinduespartier i kernetræ og et elegant mansardtag, som hører til ejendommens originale detaljer fra 1925. Den omhyggelige håndværkstradition er en grundværdi for ejendommen, og den karakteristiske tagkonstruktion kaster endnu en fordel af sig – nemlig en klassisk mansardetage. Dermed undgår I skråvægge på førstesalen, som med 2,8 meter til loftet er mindst lige så herskabelig i sit anslag som den øvrige bolig. Den pladskrævende familie får de bedste betingelser med fire store værelser og to tidløse badeværelser, hvoraf det ene ligger i underetagen – blandt andet sammen med et værksted, et stort alrum og et ekstra disponibelt rum i boligstandard.
En elegant trappe forbinder etagerne i den indbydende hall, og alligevel er boligens fremmeste træk de imponerende opholdsrum. De tre store stuer en suite gør indtryk med klassiske detaljer som dekorativ stuk og plankegulve. Som komplement blev køkkenet i 2018 moderniseret i et afvæbnende design, som spiller flot sammen med ejendommens historiske charme. Intet sted mærkes stemningen dog bedre end i den største stue, hvor en rundet karnap giver jer en smuk udsigt over – og forbindelse til – den sydvendte have. Blandt de høje, gamle træer finder I en betagende bøg foruden blommetræ, valnøddetræ og flere forskellige æbletræer. S-toget triller roligt forbi trærækken på havens vestvendte langside, men ejendommens herlighed overskygger fuldkommen banens nærhed.
Selvfølgelig skal en villa som denne opleves. Kontakt os for en fremvisning.