I den populære ejendom Geelskovparken, udbydes nu en af de store og særdeles attraktive lejligheder på 126 m2 med spisekøkken, stor terrasse og med udsigt til skoven!
God entré med indbyggede skabe til sko og overtøj. Herfra fordeler lejligheden sig til det dejlige spisekøkken og den kæmpestore dagligstue. Køkkenet er nydeligt og ca. 12 år gammelt. Herfra har I en fantastisk udsigt til Geelskov og hvor den sene eftermiddagssol sniger sig ind ad vinduerne. Stuen er helt vidunderlig og kan indrettes på mange måder, ja I kan sågar indrette et ekstra værelse. Der er god plads til sofaarrangement og der er udgang til den attraktive terrasse med masser af sol og udsigt til himmel og træer. I forlængelse af stuen er der adgang til et værelse, som nuværende ejer har valgt som soveværelse. Herudover byder lejligheden på endnu et værelse oplagt som soveværelse eller kontor, et bryggers og et rummeligt og nydeligt badeværelse med separat brus og badekar. Fra begge værelser er der udsigt til skoven.
Attraktiv ejendom fra 1972 med gode naboer og et godt fællesskab – et miljø hvor man passer på hinanden og hygger sig sammen. Der er mulighed for fælles gåture og meget andet. Der er brugsret til et væld af parkeringspladser. Der er også mulighed for ladning til el-bil med abonnement gennem foreningen. Der er brugsret til kælderrum, cykelparkering i aflåst kælder, fitnessrum og fælleslokale. Der er masser af grønne områder med borde/bænke og med petanque bane.
Området byder på naturskønne omgivelser med Geelskov, Ravnholm, Mølleåen og Brede Sø lige i nærheden. Brede Station, med de hyggelige og populære spisesteder som Brede Spisehus og Høkeren, er ligeledes inden for kort afstand. Indkøbsmulighederne er mange med både Virum Torv og Geels Plads ca. 1,5 km væk, hvor også Virum Station befinder sig.