Majaslund er en skovriderbolig fra 1869, der ligger i naturskønne omgivelser og byder på alt, hvad man kan ønske sig af arkitektonisk karakter, historie og sjæl. Ejendommen er beliggende i fredelige omgivelser i Regstrup med kort afstand til natur, byliv og offentlig transport, ligesom I har kort afstand til rute 23.I kan se frem til en boligoplevelse ud over det sædvanlige med plads til at leve det gode liv, uanset om I drømmer om at bo sammen som en større sammenbragt familie, flere generationer eller flere familier. I får også mulighed for at indrette jer med et liberalt erhverv eller en klinik med egen indgang.
I får to selvstændige boligenheder med masser af plads og muligheder, da ejendommen består af et forhus og et baghus med mange rum og utallige anvendelsesmuligheder. I det store forhus, som er indrettet i en herskabelig stil, er der klassiske detaljer som et stort køkken med brændeovn og flere smukke stuer, der ligger en suite, og hvor I kan indrette jer med spisestue, opholdsstue og bibliotek. Desuden får I en tv-stue, et kontor og et stort soveværelse med indbyggede skabe, ligesom her er badeværelse og gæstetoilet.
På første sal er der en selvstændig boligafdeling med køkken, badeværelse, to værelser, spisestue og en stor, lys vinkelstue med brændeovn og udgang til en balkon med udsigt til frugthaven og jeres egen mark.
Baghuset er ideelt til en selvstændig bolig eller en ungdomsafdeling. Det har sin egen stil, og på første sal er der køkken, badeværelse, to værelser og en stor stue med et fantastisk lysindfald, en hyggelig brændeovn og udgang til en balkon. I stueplan er der to store værelser, hvoraf det ene har egen indgang. Her er også vaskerum, værksted og fyrrum.
I garagen er der plads til to biler, og på den store grund er der mulighed for dyrehold. I den parklignende have kan I nyde udendørslivet på den store græsplæne med frugttræer. Fra forhuset er der udgang til en stor sydvendt terrasse med udsigt over haven og en åben horisont til markerne på den anden side af Løvenborgvej, mens baghuset har sin egen private have.
I kan også glæde jer til en attraktiv beliggenhed med god infrastruktur, da det kun tager tre minutter at cykle til Regstrup Station, hvorfra der er forbindelse til Holbæk, Roskilde og København og i den anden retning til Kalundborg. I Regstrup har I også alle hverdagens faciliteter som skole, daginstitutioner og idrætsfaciliteter, ligesom her er indkøbsmuligheder og et stort, velfungerende lægehus.
Velkommen til en ejendom i sin egen liga.