Her får du en bolig med sjæl, historie og masser af muligheder. Ejendommen er opført i 1922 – som en tidligere mølle – og har siden gennemgået både større renoveringer og løbende vedligeholdelse, hvilket gør den indflytningsklar og velholdt.
Med hele 272 etagemeter fordelt på to plan får du en
.. Læs mere...
Her får du en bolig med sjæl, historie og masser af muligheder. Ejendommen er opført i 1922 – som en tidligere mølle – og har siden gennemgået både større renoveringer og løbende vedligeholdelse, hvilket gør den indflytningsklar og velholdt.
Med hele 272 etagemeter fordelt på to plan får du en rummelig bolig med mange anvendelsesmuligheder.
Ved indgangen til boligen træder du ind i et funktionelt fordelingsrum, der forbinder husets etager via en smuk, bred trætrappe. Underetagen rummer et stort, stemningsfuldt rum med fritlagte bjælker og med direkte udgang til en af havens hyggelige terrasser. Rummet fungerer i dag som galleri, atelier og kontor, men dets størrelse og atmosfære åbner op for et væld af anvendelsesmuligheder – hvad enten du drømmer om et kreativt værksted, showroom, klinik, kontor eller en kombination af bolig og erhverv. Her er plads til at tænke stort og skabe noget unikt. Etagen indeholder desuden et badeværelse med brus, et fyr-/depotrum samt et disponibelt rum. Følger du trappen ovenpå, åbner boligen sig op med en skøn, sydvendt stue, hvor lyset skaber en varm og indbydende atmosfære. Stuen har en fransk altan, som giver et fint kig ud over landsbyen og markerne. Husets køkken-alrum er et helt særligt rum, hvor arkitektur og atmosfære går op i en højere enhed. De fritlagte hanebånd og plankegulve tilfører karakter og giver en fantastisk rumfornemmelse. Rummet er forholdsvist stort og der er både plads til en mindre spiseplads i køkkenet, store familiemiddage og et hyggeligt område med lænestole eller sofa. Det er et rum, der både kan rumme fællesskab og fordybelse – og som med sin varme og æstetik hurtigt bliver hjemmets naturlige samlingspunkt. Etagen rummer desuden to gode værelser, et badeværelse med karbad samt et viktualierum i direkte forbindelse med køkkenet. Køkken-alrummet har direkte udgang til en skøn, ugeneret træterrasse, omkranset af buske og træer. Her er der, mellem bladene, et hyggeligt kig til den gamle landsbyvej med græs mellem hjulsporene, som vidner om stedets historie.
Udenfor venter en vidunderlig gammel have med flere solrige og private terrassemiljøer – ideel til både afslapning og selskabelighed. Ejendommen opvarmes med en moderne luft-til-vand varmepumpe fra 2024 og taget, der er fra 2008, fremstår i rigtig god stand. Indkøb klares nemt i Slangerup eller Lynge og du er kun ca. 15 minutters kørsel fra Hillerød, Allerød, Farum og Frederikssund. Der er desuden busforbindelse til Hillerød og Slangerup lige uden for døren.
.. Læs mindre...