Det lyder måske som en kliché, men på Vestergade 25A er der virkelig tale om, at bolig og beliggenhed går hånd i hånd. I får nemlig moderne og indflytningsklare indre rammer, en solrig tagterrasse og en veldrevet ejerforening samt gåafstand til alt, hvad Køge har at tilbyde.
Det er en charmerende ejendom, der møder jer. Her toner nemlig en flot bygning med rødmalet facade og hvidrammede vinduespartier frem, og I skal op på 1. sal, hvor jeres kommende base udfolder sig over to veldisponerede plan. Som beboere bliver I en del af en veldrevet ejerforening, og dertil får I to permanente parkeringspladser samt mulighed for gæsteparkeringspladser. Der er desuden et udhus på 9 kvm til rådighed, og så kan vi oplyse, at ejerforeningen har sørget for en ny varmepumpe til ejendommen.
I åbner op til 130 kvm, og her løber pæne parketgulve og et gedigent lysindfald som en rød tråd gennem boligen. Entréen leder videre ind i det store opholdsrum med en skøn atmosfære, for her er køkken, spisestue og stue samlet i ét åbent rum. HTH-Køkkenet er indrettet med grebsfrit inventar og kommer med alt i hårde hvidevarer samt en stor køkkenø med vask. Etagen afrundes af et toilet, og bevæger I jer ovenpå, finder I et stort soveværelse med et badeværelse en suite. På værelset er der god plads til dobbeltsengen og kommoden, mens badeværelset har bruseniche, dobbeltvask samt vaske- og tørremaskine.
I de lune måneder kan I åbne op for dobbeltdøren ud til tagterrassen, som vender mod syd og vil byde på sol hele dagen; her kan I indrette jer med grill, cafésæt og loungestole for at få mest ud af de solrige timer. I får desuden en enestående udsigt over kvarterets hustage og vandtårnet.
Vi slutter af med at belyse beliggenheden, som ikke bliver bedre, for I bor ca. 200 meter fra Køge Torv, som byder på en bred vifte af hyggelige caféer og lækre restauranter, biograf og bibliotek. Når det kommer til indkøb, kan I næppe komme tættere på, for i ejendommen ligger en Kvickly, og i jeres nærområde er der ydermere flere supermarkeder tæt på. Sidst, men ikke mindst, er I også tæt på Køges maritime miljø med havnen og den næsten én kilometer lange mole såvel som Køge St., hvis togforbindelser kan bringe jer ind til København på under 30 minutter.