Hyggelige Hyttebovej 57 er klar til at byde nye beboere velkommen. I dette populære og børnevenlige område har I alt lige i nærheden: Fra indkøbsmuligheder, specialforretninger og spisesteder til fitnesscenter, strand og skøn natur. Børnene har kun få hundrede meter til Egholmskolen. Turen ind til København kan klares på under 20 minutter med S-toget, som kører næsten lige til døren. Og huset selv er en skøn oase at komme hjem til.
Huset ligger på en stor, pragtfuld hjørnegrund på knap 900 m2 – på en rolig, lukket vej. Her er både plads til at hoppe på trampolin, spille fodbold, gå i køkkenhaven og nyde en rolig stund under den smukke blodbøg. I terrassekrogen skinner solen hele dagen – også på gavlens to store, flotte figentræer.
Inden døre byder huset på en fin entré og en rummelig fordelingsgang med god skabsplads. Her er badeværelse med gulvvarme og badekar, fire regulære værelser og et hyggeligt køkken med spiseplads og udsigt til forhavens frugttræer og Hyttebovej. Bag køkkenet ligger et godt bryggers med separat udgang og plads nok til etablering af ekstra toiletrum, som sælger har indhentet tilbud på.
Husets hjerte er den store spise/opholdsstue med masser af lys fra syd og brændeovn – og en virkelig charmerende stue i den nye tilbygning (2021/2022), hvor årstidernes skiften kan opleves fra første parket gennem de store vinduespartier mod haven.