På Borgmester Christiansens Gade 2, 1. th. venter en lejlighed, der virkelig skiller sig ud, fordi standen er så gennemført flot.
Lejligheden er indrettet med stuen som det naturlige samlingspunkt. Du træder ind gennem entréen og kommer direkte ind i det store opholdsrum, hvor lyset strømmer ind fra de brede vinduespartier. Loftshøjden på ca. 2,55 meter giver en ekstra rummelig fornemmelse, og stuen har en størrelse, der gør det nemt at indrette med både spiseplads og sofaområde uden at gå på kompromis med rummets luftige udtryk.
Fra stuen åbner boligen sig videre med adgang til både værelse, køkkenet og badeværelset, hvilket skaber en sammenhængende og naturlig indretning. Værelset fremstår regulært og roligt med gode indretningsmuligheder, og det fungerer perfekt som soveværelse med plads til både seng og skabe. Køkkenet ligger separat og står utrolig pænt med et stilrent og minimalistisk udtryk, god bordplads og fine opbevaringsløsninger. Det hele er nyt og ikke taget i brug, så du som køber får følelsen af en helt ny gennemrenoveret lejlighed som er lige til at flytte ind i. Badeværelset fremstår ligeledes moderne og lækkert med grå fliser og en enkel indretning, hvor pladsen er udnyttet optimalt.
Ejerforeningen Seierøehus er en veldrevet og attraktiv forening med 239 lejligheder, hvor du som beboer får adgang til et charmerende, klimasikret gårdmiljø renoveret i 2017/2018 perfekt til afslapning og fællesskab. Ejendommen har gennemgået en omfattende energirenovering med facadeomfugning, isolering og moderniserede opgange, hvilket giver et stilrent og indbydende udtryk.
Sydhavnen sprudler af liv og byder på alt hvad du behøver. Alt fra hyggelige caféer og specialforretninger til populære spisesteder som Rallys, Paulis og Hana Sushi. Med metroen ved Mozarts Plads kun 400 meter væk samt S-tog og busser lige i nærheden er du hurtigt forbundet til resten af byen. Naturen er også tæt på med Valbyparken, Sydhavnstippen og Valby Strandpark, alt sammen i perfekt balance mellem byliv og grønne omgivelser.