166 m2 totaltransformeret liebhaverbolig med frit bypanorama
I Carlsberg Byens rolige og eftertragtede ende mod Frederiksberg og Rahbæks Allé ligger denne markante bolig øverst på 5. sal – uden overliggende naboer og med en sjælden grad af privathed. En bolig, hvis materialekvalitet og detaljegrad sætter en ny standard i Carlsberg Byen.
Med sine 166 m2 – en sjælden størrelse i Carlsberg Byen – var boligen oprindeligt disponeret som 7 værelser og er i dag omdannet til 4 store, generøse rum. Planløsningen er tydeligt opdelt i forældre- og børneafdeling og rummer mulighed for genetablering af yderligere værelser, hvilket giver både fleksibilitet og langtidsholdbar funktionalitet.
Lejligheden er gennemgribende totalombygget ved indflytning i 2021 med kompromisløs materialestandard og løsninger i absolut topklasse. Samtlige oprindelige materialer er erstattet, installationer opgraderet og hver detalje gennemtænkt med fokus på kvalitet og helhed. Resultatet er en bolig, der forener eksklusivitet og materialemæssig tyngde med en varm og indbydende stemning.
En renovering gennemført, mens Carlsberg Byen stadig blev til – og som vanskeligt lader sig gentage i dag.
Det 75 m2 store køkken- og opholdsrum udgør boligens naturlige centrum. Køkkenet fremstår som et specialudført Garde Hvalsøe-design i Dinesen Heart Oak – skabt i samarbejde mellem to internationalt anerkendte danske designbrands og udstyret med integrerede hvidevarer fra Gaggenau og Bora.
Opholdsrummet har eksklusive, støbte designgulve opbygget med ekstra lyddæmpende lag – et bevidst arkitektonisk valg, der balancerer varmen fra køkkenets egetræ med et mere industrielt udtryk i naturlig forlængelse af Carlsberg Byens arkitektur og samtidig sikrer både holdbarhed og en rolig akustik.
Store skyde- og foldedøre erstatter de oprindelige vinduespartier og skaber et markant panoramaudtryk samt et ekstraordinært lysindfald fra morgen til aften. I åbnet tilstand opleves rummet og den 15 meter brede sydvestvendte tagterrasse som én sammenhængende helhed, hvor grænsen mellem inde og ude udviskes.
I værelserne videreføres materialelinjen med massive Dinesen plankegulve i Heart Oak, hvor træets karakteristiske struktur og de ikoniske “sløjfer” understreger den gennemførte helhed.
Badeværelserne fremstår ligeledes gennemgribende fornyet med specialfremstillede snedkerløsninger, nye fliseoverflader fra File Under Pop og opgraderede armaturer. Sammen med den gennemførte belysning og farvesætning udviklet i samarbejde med professionel rådgiver fuldendes den arkitektoniske helhed.
Lejligheden er fri for direkte indkig og blandt de mest private boliger i området. Fra terrassen og boligen åbner sig et usædvanligt og varieret udsyn over Kammas Have og Søndermarken samt et markant bypanorama mod Frederiksberg Rådhus og Carlsberg Byens ikoniske tårne – grønt og åbent i dagslys og med en særlig stemning, når byen oplyses om aftenen.
De to mindre altaner mod øst nyder morgensol, mens den sydvestvendte tagterrasse har sol fra middagstid og frem til solnedgang.
Ejendommen har elevator, en velfungerende ejerforening med blødgøringsanlæg samt parkeringskælder med mulighed for leje og el-ladefaciliteter.
Boligen er skabt med langsigtet ejerskab for øje – ikke som en salgsrenovering – og det mærkes i den konsekvente materialelinje, detaljegraden og den gennemførte arkitektoniske helhed.