Allerede ved første skridt indenfor fornemmes formatet. Tre imponerende stuer en suite ligger på rad og række og byder op til både selskabelighed og stilfuld hverdag.
Lyset bevæger sig elegant gennem rummene og fremhæver de klassiske detaljer: høje paneler, stukarbejde, fyldnings- og fløjdøre med originale greb samt brede plankegulve og sildebensparket. Loftshøjden er gavmild, proportionerne harmoniske, og atmosfæren både historisk og tidløs.
Boligens 184 kvadratmeter er disponeret med en gennemtænkt planløsning, hvor repræsentative opholdsrum balanceres af private gemakker. To store soveværelser – heraf det ene med fuld skabsvæg – skaber ro og komfort, mens radiatorskjulere elegant binder hjemmet sammen som en gennemgående detalje.
Samtalekøkkenet er fuldt udstyret med eksklusive elementer og Gaggenau-hvidevarer, der danner rammen om både hverdagsmåltider og gastronomiske ambitioner.
Boligen rummer et stort badeværelse udført med luksuriøse detaljer og eksklusive materialer, hvor æstetik og komfort går op i en højere enhed. Hertil kommer et pænt og indbydende gæstetoilet – en væsentlig kvalitet i en herskabslejlighed, hvor både hverdag og gæstebud skal fungere ubesværet.
Ejendommen har stået siden 1862, og historiens vingesus mærkes i de kittede vinduer og de smukke bygningsdetaljer. Det er en herskabslejlighed, hvor fortidens elegance og nutidens komfort går hånd i hånd – og hvor kurtiseringen fortsat er i høj kurs.