På en stille sidegade til Århusgade – og med Østerbrogade rundt om hjørnet – ligger en høj stuelejlighed med en god loftshøjde, klassisk charme med blandt andet ornamenteret stuk og en planløsning, der slår de fleste toværelses lejligheder.
En rummelig entré åbner boligen godt op fra begyndelsen; her er det virkelig rart at komme hjem. Entréens størrelse gør det også muligt at skabe et alrum med spisestuefornemmelser, hvis du ønsker det. På højre hånd har du et stort køkken med gaskomfur og plads til såvel vaskemaskine som selskab omkring madlavningen, og tilstødende ligger badeværelset med brus, væghængt toilet og udluftningsvindue. Det efterlader stuen og værelset tilbage, som lige så vel kan indrettes som vennernes private baser.
Godt nok får du hjemme midt på Østerbro, men det er store, brede frederiksberg- og dannebrogsvinduer, der inviterer lyset indenfor. Lyset og solen finder du også i gårdhaven, hvor man oplagt kan sætte sig ved et bord-bænke-sæt med en kop kaffe i hånden.
Beliggenheden kan i den grad lidt af det hele. Vejen er stille, og alligevel ligger barerne, din lokale bager, butikkerne og den lækreste takeaway få skridt væk. Smut på Prolog Kaffebar på Bopa Plads, gå i Fitness X på den anden side af vejen, eller få i stedet pulsen op i Fælledparken. Der er så meget at udforske i disse levende omgivelser, og du kan lige så let cykle mod resten af København; og der er kun 400 meter til nærmeste metro.