Sæt GPS’en til Københavns bankende hjerte, for nu kan I overtage en delevenlig bylejlighed i attraktive Prinsessegården – en base lige mellem Kongens Have, metroen, Københavns bedste barer og kulinariske oplevelser. Det hele!
Kay Fisker og C.F. Møller stod blandt andet bag det ikoniske byggeri med integrerede altaner. Også i dag er der styr på sagerne, hvilket et indfriet faldstammeprojekt understreger.
Lejlighedens planløsning er god og delevenlig. I finder to værelser i hver sin ende af boligen – det ene har adgang til en altan med morgensol, mens det andet har en flot skabsvæg til hele garderoben. Derudover får I glæde af et charmerende køkken med opvaskemaskine og plads til et lille bord, en stue med afsæt til lejlighedens anden altan og endelig et stort badeværelse med terrazzo og badekar. Alt er ganske ligetil at indrette, og måske får I lyst til at begynde med blomster på den vestvendte altan, der i praksis udvider opholdsrummet i hele sommerhalvåret.
Der er ganske stille på trods af den supercentrale beliggenhed. Herfra kan I gå til det hele; barerne, jeres lokale café og flere af Københavns mest populære restauranter. Det samme kan siges om Indre Bys kulturelle scene, og skulle I få brug for et pust fred og ro, har I Kongens Have 200 meter væk; Kastellet kan også sagtens nås på en gå- eller cykeltur. Skal I videre, har I både cyklen og metroen ved Marmorkirken ved hånden.