Velkommen til Alliancevej 8A, en moderne og gennemført lejlighed, hvor lys, luft og vandudsigt smelter sammen til en helt særlig stemning. Her bor I midt i det attraktive Teglholmen, omgivet af kanaler, arkitektur og liv, men samtidig med en ro, der får hverdagen til at føles som en ferie ved havet.
Lejligheden strækker sig over to plan, og byder på en imponerende stue med en utrolig lofthøjde. De store vinduespartier trækker lyset helt ind i rummet, og giver et smukt kig til vandet lige udenfor. Her er der god plads til både sofa- og hyggehjørne, og fra stuen er der direkte udgang til en privat terrasse, hvor solen kan nydes, mens bådene glider forbi.
På øverste niveau finder I det lyse og rummelige køkken-alrum, der fungerer som boligens naturlige samlingspunkt. Det stilrene, grebsfrie køkken fremstår tidløst i hvidt, med god opbevaringsplads og alle moderne faciliteter. Her kan man stå ved køkkenbordet og lade blikket glide ud over kanalen, mens dagens måltid tilberedes, og familien samles omkring spisebordet til hyggelige stunder.
Boligen rummer desuden to gode værelser, hvor det ene af dem har udsigten ud over vandet. Dertil har boligen et moderne badeværelse med separat bruseniche, vaskesøjle og et elegant, minimalistisk udtryk. Overalt er der lagt vægt på kvalitet og gode materialer, med lyse trægulve, højt til loftet og et indbydende harmonisk miljø.
Ejendommen er moderne og veldrevet, med elevator, cykelparkering og nem adgang til den smukke promenade. Området omkring Teglholmen byder på caféer, spisesteder, grønne åndehuller og et aktivt havneliv. Her bor I tæt på både Sluseholmen, Vesterbro og Indre By, og havnebussen sejler jer direkte ind mod centrum.